Det Sydfynske Øhav
Dansk Deutch English
 
 
 
Dage i blåt og grønt
 
Du er her: NATURTURISME I/S > Ledige stillinger > To konsulenter søges

To projektkonsulenter til nationalparkundersøgelse

Naturturisme I/S søger to engagerede projektkonsulenter, en naturvidenskabelig projektkonsulent samt en kommunikations- og proceskonsulent, til at arbejde med "Nationalpark i Det Sydfynske Øhav".

 

En kommende nationalpark

De 5 sydfynske kommuner har besluttet at undersøge muligheden for at etablere en nationalpark i Det Sydfynske Øhav, og de har udpeget Naturturisme I/S til at udføre opgaven.

Der skal gennemføres en undersøgelsesfase bestående af en omfattende borgerinddragelsesproces og en analysedel. Herudover igangsættes konkrete projekter for omkring 11 mio. kr. Det samlede projekt er på omkring 16 mio. kr.

Læs mere om hele projektet her.

 

Generelt for begge stillinger

Begge medarbejdere ansættes til at gennemføre undersøgelsesfasen, dvs. gennemføre borgerinddragelsen og koordinere analysedelen. Analyserne udføres af eksterne fagpersoner.

 

Borgerinddragelsen er en omfattende proces ligefra etablering af hjemmesider, pressekontakt til at møde borgerne på tomandshånd eller i større forsamlinger. Læs mere om de foreløbige planer og dermed arbejdsopgaver igennem borgerinddragelsens cirka 18 måneder.

 

Vi tror, at en nationalpark vil kunne få stor positiv betydning for området. Men ordet nationalpark fremkalder også mange fordomme og spøgelser. Der ligger en stor opgave i at mane dem i jorden. Nationalparkarbejdet vil dog også få nogle reelle interessekonflikter frem i offentligheden.

 

Hele opgaven består blandt andet i at få disse forskellige interesser frem, og i sidste ende finde et brugbart kompromis/afvejning som opfylder loven, hjælper Det Sydfynske Øhav og har en stor grad af lokal opbakning.

I dette arbejde vil der til tider komme en hed debat, hvad enten det er på det store borgermøde eller i det personlige møde på tomandshånd med den enkelte borger. Altsammen vil være med dig, som et af de centrale omdrejningspunker, og til tider det eneste omdrejningspunkt - og i særlig grad for den naturvidenskabelige konsulent. For begge stillinger gælder dog, at du skal kunne tale til en forsamling på op til flere hundrede mennesker, du skal være tydelig og saglig, og kunne tage styringen og facilitere en debat - også selvom modstanden kan virke stor. 

 

Du skal signalere myndighed, selvtilid og fagligt overskud, men også udvise en imødekommenhed med stor respekt for dialogen og andres meninger.

 

Der vil igennem arbejdet komme en del skrivebordsarbejde ligefra mødereferater til større rapporter. Så også på skrift kan du bevare overblikket og kommunikere klart og sagligt.

 

Nationalparkarbejdet nyder stor opmærksomhed - politisk såvel som hos den lokale borger. Du bliver ansat i en politisk ledet organisation, hvor bestyrelsen er sammensat af forskellige interesser, og vejen til politikkerne er meget kort. Dette gør arbejdet spændende, men stiller høje krav til, at du kender din egen rolle som embedsmand, og hvordan du agerer i en politisk ledet organisation.

 

Sydfyn og øerne står overfor en historisk mulighed for at skabe forbedringer for områdets natur, kulturarv, friluftsliv og lokale erhvervsudvikling. Skal det lykkes os at gribe denne chance, har vi brug for to gode medarbejdere, som vi og omverdenen har store forventninger og krav til. Vi kan modsat garantere et inspirerende og kreativt arbejdsmiljø med fuld opbakning fra en  dynamisk organisation. Så kan og vil du sætte dit fodaftryk på den fremtidige udvikling af Det Sydfynske Øhav, ser vi frem til at modtage en ansøgning til en af nedenstående to stillinger. Angiv venligst hvilken stilling du søger.

 

Stilling 1: Naturvidenskabelig projektkonsulent

Du har en videregående naturvidenskablig uddannelse. Du har kendskab til den kommunale planlægning eksempelvis omkring kommuneplanlægning

 

Med dit faglige overskud kan du facilitere møder og arbejdsgrupper, så der fremkommer visioner og konkrete ideer for, hvordan naturen styrkes i Det Sydfynske Øhav. Ud fra en faglig vurdering kan du udvælge de bedste ideer, som vi kan vælge at give økonomisk støtte, så de realieres her og nu.

 

Du kan hurtigt tilegne dig ny faglig viden, så du også kan facilitere arbejdsgrupper vedrørende kulturhistorie og friluftsliv.

Du kan give væsentlige bidrag til formidlingsmaterialer ligefra hjemmeside til nyhedsbreve.

Du vil være den primære person, der skal varetage den direkte kontakt med borgerne i løbet af undersøgelsesfasen. Det er på borgermøder, med "idebussen" rundt i området mv. Du skal derfor i perioder påregne megen mødeaktivitet udenfor normal arbejdstid.

 

Du skal i sidste ende kunne skrive nogle omfattende slutrapporter.

Efter nationalparkundersøgelsen er afsluttet omkring oktober 2010 vil du lave forskellige konkrete projekter indenfor primært natur og friluftsliv. Det er projekter som løbende udvikles frem mod 2010, og som du derfor selv vil kunne præge. I dette oplæg kan du læse mere om, hvilken type projekter der i øjeblikket arbejdes på at igangsætte.

 

Stilling 2: Kommunikations- og proceskonsulent

Du har en relevant videregående uddannelse indenfor eksempelvis kommunikation. Du har igennem din uddannelse og job arbejdet med at katalysere forskellige processer igennem deres forskellige faser mod det ønskede mål. Det er særligt processer som involverer mange mennersker. 

 

Du har kendskab til den kommunale planlægning eksempelvis omkring kommuneplanlægning.

 

Vi er et langt stykke i planlægningen af borgerinddragelsesprocessen. Men nu skal vi helt i mål. Hvordan får vi gennemført en engagerende borgerinddragelse igennem de næste 1½ år. Hvad skal der konkret ske? Hvordan skal vi eksempelvis tilrettelægge de klassiske borgermøder? Det er er blot nogle af de spørgsmål, du skal hjælpe med at besvare.

 

Du skal primært varetage opbygningen (indholdsdelen) af de forskelligge formidlingsmaterialer som skal udarbejdes løbende igennem denne undersøgelsesfase ligefra hjemmeside, folder til informationsavis og nyhedsbreve.

Du har således erfaring med at skrive formidlingsmaterialer med et højt fagligt niveau og er naturligvis tryg ved at bevæge dig ind på bagsiden af en hjemmeside.

 

Du skal også deltage i den direkte borgerkontakt og afholde borgermøder, være med rundt med "Idebussen" mv..

Du har derfor erfaring med borgerinddragelsesprocesser. Du kan i høj grad motivere og tænke kreativt, uden dog at gå i stå, selvom modstand og stilstand indtræffer i en periode.

 

Du har en personlig interesse for vores natur og kulturarv. Du bruger den sikkert aktivt på forskellig vis.

Stillingen er tidsbegrænset til 18 måneder. Muligheden for forlængelse er realistisk, men afhænger af hvor mange nye projekter der igangsættes over det kommende nationalparkarbejde.

 

Generelle ansættelsesvilkår for begge stillinger

Du vil indgå i en spændende projektorganisation, som er uden sidestykke i Danmark.

 

Du skal hovedsagligt selv tilrettelægge dit arbejde, og hvordan du løser de konkrete opgaver. Du ansættes på fuld tid i henhold til overenskomsten med den relevante organisation, men med villighed til at honorere særlige kvalifikationer.

Du har flekstid. Som udgangspunkt fastsætter du selv, hvornår du placerer din arbejdstid, ferie mv. - sålænge det naturligvis passer ind i helheden. Du skal i perioder påregne en del mødeaktivitet udenfor normal arbejdstid.

 

Du vil få kontor i den nye Forskerpark i Svendborg. Vi planlægger dog at flytte til andre kontorlokaler i Svendborg i starten af 2009.

 

Du ansættes som nævnt til at gennemføre nationalparkundersøgelsen. Alt efter interesse og kvalifikationer kan du komme til at arbejde med andre af vores projekter.

 

Begge stillinger opslås med forbehold for en endelig politisk godkendelse den 10. december.

 

Hvem er vi?

Du vil blive en del af en selvstændig organisation ledet af en bestyrelse med mange forskellige interesser, der ser naturen som et middel til at skabe en erhvervsudvikling indenfor turisme og bosætning.

Vi er i øjeblikket tre medarbejdere, men vi forventer at vokse, i takt med at vi igangsætter nye projekter. Vi lever af at etablere samarbejder, men er heller ikke bange for at tage teten og forfølge nye ideer. Vi opfattes af mange som engagerede og iderige. Vi arbejder meget selvstændigt, men stiller også store krav til vores produkter, og dermed vores egen faglighed. En positiv og humoristisk tilgang gør vores travle hverdag spændende.

 

Ansøgningsfrist

Du skal starte hurtigst muligt og vi skal have din ansøgning per mail til dso@svendborg.dk
senest fredag den 12. december kl. 08.00.

Ansættelsessamtaler afholdes den 15.-16. december.

Yderligere information

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Rico Boye Jensen på tlf. 6223 3047 eller 3017 4452.

Du kan også læse mere om vores formål, bestyrelse m.m. her.