Det Sydfynske Øhav
Dansk Deutch English
 
 
 
Dage i blåt og grønt
 
Du er her: OPLEVELSER A - Z > På udflugt > Natur

Naturoplevelser

Forslag til nedenstående udflugtsmål indeholder forskellige former for naturoplevelser med et særlig karakteristisk dyre- eller planteliv, afmærkede vandrestier eller gammelt istidslandskab. Flere ideer til udflugtsmål kan fås ved henvendelse til de lokale turistbureauer.

Nogle udflugtsmål har infofolder (*) - få dem på turistbureauerne!

 

Langeland

 

På Langeland kan man mange steder se de særprægede runde hatbakker, som kan ligge som perler på en snor. Landskabet på øen byder på meget varieret natur, med et utal af vandrestier over hele øen. Ved Rudkøbing ligger Rudkøbing Vejle og Fredsskoven, et smukt naturområde med et rigt fugle- og planteliv. 

 

Nordlangeland* kan man vandre i statsskovene, f.eks. Vestre og Østre Stigtehave. Her findes god bøgeskov, kystnære skovbryn med gamle krogede træer, spor af jernalderbondens marker, frodige skovenge og meget mere.

   

  Nordlangeland   

 

 

 Nordlangeland

Foto - Naturturisme I/S

På Sydlangeland ved Hennetved ligger Skovsgaard Gods* med 384 ha naturskøn jord med økologiske landbrugsarealer, tætte gamle skove med hatbakker, fugletårn, blomsterrige enge, smuk kyststrækning, 5 forskellige afmærkede vandrestier og et nyt spændende værksted, Skovsgaard Naturværksted, med aktiviteter for alle aldersgrupper.

Lidt længere sydpå ligger Ristinge, som byder på en af de bedste badestrande på Fyn og på flot natur med 30 meter høje klinter - et velegnet sted at kigge efter fossiler.

 

Tryggelev Nor* lidt syd for Ristinge er for nylig blevet natur-genoprettet sammen med Nørreballe Nor til et sammenhængende naturområde beskyttet af EF’s fuglebeskyttelsesdirektiv med store søer og frodige engarealer. Der er fine gangstier, observationstårn, infotavler og minimuseum til de besøgende.

 

Ved Klise Nor* ikke så langt fra Bagenkop åbnede i 2003 en naturattraktion, som samtidig er et naturplejeprojekt med udsætning af vilde heste (Exmoor ponier) til afgræsning af engarealerne. Der er mulighed for at gå rundt i området og komme ret tæt på hestene.


Syd for Bagenkop ligger Gulstav Mose*, som er et naturreservat med de gamle gærdselsskove eller stævningsskove tæt ved. Fakkebjerg, en hatbakke på 37 meter, er et fint udkigspunkt, hvor man i klart vejr kan se til Lolland, Ærø, Als og Tyskland.


På Langelands sydspids ligger Dovns Klint, som sammen med Gulstav Klint tæt ved er rester af hatformede bakker med høje klinter. Med tiden er mange sten faldet ned på grund af vind og vejr, og mange af dem har en karakteristisk rund facon på grund af bølgernes flytten rundt på dem. Begge klinter er fine fiskepladser og fugleudkigssteder. 

 
 
 
 
 
 
Vildheste Klise Nor
Vildheste, Klise Nor
Foto - Naturturisme I/S

 

 
 

Faaborg - Egebjergområdet

 

Nær ved Faaborg ligger Sundet*, en stor sø med skov omkring med både cykel- og vandrestier. Der er fin udsigt ud over Faaborg, Horne og i klart vejr helt til Als.

I skoven Prices Have vokser 140-årige gamle egetræer, og søen byder på mange forskellige vandfugle.

 

Nordvest for Faaborg ligger Helnæs Made* og Bobakkerne med et imponerende landskab og flotte udsigtspunkter. Der er fine afmærkede stier begge steder, hvor de smukke strandengsarealer afgræsses af dyr til gavn for områdets plante- og dyreliv. Der holder mange vandfugle til i områderne og fredede orkidéer vokser flere steder. Hele Helnæs byder på fine badestrande.

 

Nord for Faaborg ligger et af de mest attraktive naturområder, nemlig Svanninge Bakker*, Sollerup Skov og Arreskov Sø, hvor der bl.a. yngler havørne. Områderne har et meget kuperet landskab, store alsidige skove, naturlegeplads, små bække, masser af afmærkede stisystemer, udsigtstårne og meget mere. I området ligger desuden Brændegård Sø og Nørresø, som begge er gode fugleområder.

 

I Syltemade Ådal kan man vandre gennem en af istidens tunneldale med en smuk og frodig natur. Nord for ligger Egebjerg Bakker, som er gammel randmoræne med et imponerende bakkelandskab. 

 
 Strandeng, Helnæs Made
Strandeng, Helnæs Made
Foto - Cees van Roeden
   
 

Svendborgområdet


Skovene omkring Svendborg, Christiansminde, Hallindskov, Gl. Hestehauge og Caroline Amalielund, har et fint stiforløb, som kommer forbi små bække, fortidsminder, badestrande, forsvarsværker fra middelalderen m.m. De ligger utroligt smukt ned til Svendborg Sund med en flot udsigt over sundet mod Thurø.

 

Lige nord for Svendborg ligger Hvidkildeskovene, som er et stort sammenhængende skovområde på 700 ha i et meget kuperet landskab, hvor bl.a. den sjældne og fredede hasselmus lever. Skoven ligger på en gammel randmoræne fra sidste istid.


Thurø Rev

 
 Arreskov Søsti
               Thurø Rev
    Foto - Hans Erik Hjorth-Hansen
 

 Arreskov søsti
Foto - Birgit Bjerre Lauersen, Fyns Amt

 
 

 

På den anden side af Svendborgsund ligger Thurø med sine meget unikke og smukke naturområder som Smørmosen med fin badestrand, Thurø Østerskov om foråret med en farverig skovbundsflora med flere arter orkidéer, og Thurø Rev med blomstrende strandenge og strandoverdrev fuld af såvel brakke som ferske strandsøer.

 

På Tåsinge ligger Tåsinge Vejle* lige syd for Vornæs Skov, et stort strandengsområde med et rigt fugleliv. Det lavvandede nor, rørskovene og de våde enge er et af de vigtigste levesteder for vandfugle i Fynsområdet, og man kan se fuglene på tæt hold fra et fugletårn ude i området.

 

Lidt sydligere ligger Monnet, et stort fredet naturreservat, som er et af de største strandengsområder på Fyn. Her er der adgangsforbud fra 1. marts–15. juli i fuglenes yngletid, hvor der ud over almindelige strandfugle yngler stor kobbersneppe og alm. ryle. En tur uden for ynglesæsonen ud over engene fyldt med den gule engmyres karakteristiske runde tuer til Vårø Knude, hvor der ligger en stor digesvalekoloni, er det bestemt værd at gennemføre.

 

Ærø

På Ærø ligger Voderup Klint*, et højt klintområde bestående af store terrasser, der afgræsses i sommerhalvåret af kreaturer.


Et andet meget smukt område på Ærø er Gråsten Nor*, som har en 8 km lang afmærket rute rundt i området forbi jættestuer, græsningsenge med tusindvis af blomstrende maj-gøgeurt om foråret, samt masser af kvækkende frøer i vandhullerne.  

 

Øhavet

Hvis man har lyst til at besøge nogle af de mange spændende småøer, er der færgetransport til Lyø, Avernakø, Bjørnø, Drejø*, Skarø*, Hjortø, Birkholm og Strynø* – se under transport. Naturen på øerne er meget varieret lige fra helt flade områder til bakkede tunneldale og høje klinter. 

     









Voderup Klint 
Voderup Klint
Foto - Birgit Bjerre Lauersen, Fyns Amt